Sjællands første skovbadeskov indviet
14 november 2024
Over 100 børn og voksne var onsdag eftermiddag med til at håndplante træer og fejre, at Himmelev Skov nu er vokset med en ny omgang folkeskov. Der er i alt plantet ca. 65.000 nye, hjemmehørende træer og buske på et 40 hektar stort areal - svarende til 56 fodboldbaner. Et særligt dedikeret areal er indrettet som skovbadeskov - den første på Sjælland og kun anden af sin slags i Danmark - med alle træer og buske doneret af Toyota Danmark.
Foto: Toyota Danmark.
Adm. direktør Alar Metsson fra Toyota Danmark.
Foto: Carsten Andersen/HOFOR
Foto: Toyota Danmark.
Udvidelsen af Himmelev Skov ved Roskilde blev onsdag 13. november folkeligt og festligt indviet, da over 100 børn og voksne håndplantede de første af de i alt ca. 65.000 træer og buske, der udgør den nye del af folkeskoven på et 40 hektar stort areal - svarende til 56 fodboldbaner - hvor også åbne sletter og vådområder pryder området.
Fem hektar af skoven er indrettet særskilt som temabaseret folkeskov med skovbadning som fokus. Skovbadning skal ikke forstås som, at man bader i vand i skoven, men derimod at man bader i skovens atmosfære, og at skoven optages gennem sanserne.
"Det handler altså om at være mentalt tilstede i naturen og bruge sine sanser. Lægge mærke til lydene, lyset, dufte og mærke omgivelserne," siger CEO Kim Nielsen fra skovrejsnings NGO'en, Growing Trees Network.
"Vi ved, at skove kan berige os på så mange forskellige måder, og når man tager i skoven for at skovbade som en slags mindfulness med fokus på nærvær og øje for den smukke natur, vil man kunne opleve følelsen af taknemmelighed og overskud," supplerer formand Lars Heiselberg Vang Jensen fra Growing Trees Network, som sammen med Roskilde Kommune, HOFOR, Naturstyrelsen og Toyota Danmark har været med til at stå for skovrejsningen.
Første skovbadeskov på Sjælland
Som en del af skovrejsningen har Naturstyrelsen bl.a. skabt nyt vandmiljø med små søer ved at lukke for gamle dræn. Desuden løb en bæk tidligere i et underjordisk rør, der nu er åbnet op på et over 300 meter langt stykke, så vandløbet igen bliver en kilde til natur og oplevelser. Himmelev Skovbadeskov er den første skovbadeskov på Sjælland og kun den anden af sin slags i Danmark. Den første ligger i Tilst ved Aarhus. Her har Toyota i Danmark også doneret træerne.
Det er Naturstyrelsen Midtsjælland, der har tilplantet folkeskoven, og den dedikerede skovbadeskov vil blive afmærket på kort og kommer til at rumme syv "rum" med vidt forskellige sanseoplevelser, når træer og buske er vokset op.
"Vi får fx et område med bævre-asp. I blæst afgiver de en helt særlig ringlende lyd", lyder det fra skovfoged Jens Nielsen fra Naturstyrelsen.
Inspirationen til skovbadeskoven og dét at skovbade kommer fra Japan, hvor det går under betegnelsen "shinrin-yoku". I Japan udskriver lægerne skovbadning på recept, hvis en patient fx har symptomer på stress og trænger til ro og har brug for at genopbygge sit velvære og overskud.
18.000 træer og buske i skovbadeskov
Forbindelsen til Japan går igen i de 18.000 træer og buske, der udgør den nye Himmelev Skovbadeskov. De er nemlig alle doneret af Toyota i Danmark for at understøtte virksomhedens miljøstrategi, der udover at være CO2-neutral på verdensplan i alle led af koncernen senest i 2050 også handler om at bidrage til etableringen af et fremtidigt samfund i harmoni med naturen.
"Toyota prioriterer fra øverste ledelsesniveau at sikre og udbygge skovarealer i verden og samtidig at skabe grobund for øget biodiversitet. Den nye skovbadeskov i Himmelev ved Roskilde er et tydeligt eksempel på dette," siger Anders Tystrup, der er CSR-ansvarlig hos Toyota i Danmark.
Han peger på, at det for Toyota har været vigtigt, at den nye skov i Himmelev udover at bidrage positivt til klimaet og miljøet også bidrager positivt til menneskets mentale velvære. Derfor passer det japanske shinrin-yoku tema helt perfekt til en del af den nye folkeskov.
Samarbejde om Himmelev Folkeskov
Udover Toyotas donerede træer og buske i skovbadeskoven har andre virksomheder og privatpersoner doneret træer til den øvrige nye del af Himmelev Folkeskov. Træerne er doneret via Growing Trees Network.
Jordopkøbet til skoven er finansieret af HOFOR og Roskilde Kommune. Samarbejdet om at skabe Himmelev Skov begyndte tilbage i 2003. Skoven er gradvist blevet udvidet i forbindelse med opkøb af jord og plantning af ny skov. Med det nye køb bliver Himmelev Skov på 180 hektar, og på lang sigt er målet at opnå en Himmelev Skov på hele 642 hektar - svarende til over 850 fodboldbaner.
"I HOFOR er vi glade for samarbejdet om at plante naturskov i Himmelev, fordi skoven er med til at beskytte grundvandet, som vi pumper op i nærheden. Det vand, vi henter under jorden her, svarer til 120.000 borgeres årlige forbrug af drikkevand," forklarer Anne Scherfig, områdechef i HOFOR.