Toyota C-HR runder én mio. solgte modeller i Europa

19 december 2024

Toyota når en milepæl med én million solgte C-HR-modeller i Europa inden udgangen af 2024. Dermed markerer C-HR sig som en af Toyotas mest populære bilmodeller i Europa - i år kun overgået af Yaris og Yaris Cross.

Den danske bildesigner, Stephan Rasmussen, havde en finger med i spillet, da Toyota introducerede første generation af crossoveren Toyota C-HR i 2017. Bilen blev fra starten anerkendt for sit banebrydende, skarpe design og som en bil, der ikke er bange for at skille sig ud. Det er med til at tiltrække en ny type af stilbevidste kunder til Toyota.

Over halvdelen af C-HR-køberne fortæller således, at designet er den primære årsag til, at de har valgt C-HR. Det gør den til en af de bedste modeller i programmet til at tiltrække nye kunder til Toyota.

Toyota lancerede for et år siden anden generation af C-HR. Den helt nye C-HR, som i dag også kan købes i Danmark, bygger videre på forgængerens succes og er udviklet i koncernens tekniske center i Zaventem lige uden for den belgiske hovedstad Bruxelles, designet hos Toyotas europæiske designcenter i Nice i Frankrig samt produceret på Toyotas europæiske bilfabrik i Tyrkiet.

Det er første gang i historien, at Toyota har introduceret en model, der er udviklet, designet og produceret udelukkende i Europa med europæiske kunder i tankerne.

Hybrid eller plug-in hybrid

Udover to nye, kraftigere hybridmotorer på 140 hk og 197 hk er det også første gang, at man kan vælge C-HR som plug-in hybridbil med hele 223 hk, et litium-ion batteri på 13,8 kWh og muligheden for at køre op til 66 km på el. Hvis man løber tør for strøm, kan man enten oplade batteriet igen med ladestik eller blot fortsætte kørslen med bilens hybridsystem på en kombination af el og benzin.

C-HR er bygget og designet ud fra et bæredygtigt mindset. Den nye C-HR indeholder fx dobbelt så meget genbrugsplast som forgængeren, og over 100 forskellige dele er lavet netop ved brug af genbrugsplast.

I Europa er der i 2024 ved udgangen af november solgt knap 110.000 C-HR, hvilket er en fremgang på 9 procent sammenlignet med samme periode i fjor. Endnu mere markant er fremgangen i Danmark i år, hvor antallet af nyregistrerede C-HR næsten er tredoblet sammenlignet med 2023.

Mens C-HR nu runder én million solgte modeller i Europa, nærmer modellen sig 11.000 nyregistrerede modeller i Danmark. Dermed markerer C-HR sig som den fjerde mest populære Toyota-model siden introduktionen i 2017 - kun overgået af Yaris, AYGO og RAV4.