Toyota løfter sløret for ny og vildere GR Supra
28 november 2024
Toyota har netop afsløret en ny og vildere udgave af den ikoniske og potente sportsvogn, Toyota GR Supra. Den nye udgave med tilnavnet A90 Final Edition bliver kulminationen på femte generation af modellen og får med inspiration fra forskellige drifting- og motorsportsudgaver af GR Supra bl.a. flere hestekræfter, kraftigere bremser, en mere avanceret justerbar undervogn, kulfiberspoilere og en tophastighed på 270 km/t. Der vil kun blive produceret 300 stk. til hele verden.
Det er snart seks år siden, at modelnavnet Supra genopstod efter godt 20 års pause fra markederne over hele verden heriblandt også i Danmark. Siden introduktionen af den helt nye, femte generation GR Supra i 2019, har modellen imponeret og begejstret passionerede Supra-ejere og entusiaster og overgået de i forvejen tårnhøje forventninger baseret på modelnavnets arv.
Hidtil har man kunnet vælge mellem to motorvarianter af GR Supra - en firecylindret 2.0-liters med 258 hk og en 3.0-liters rækkesekser med turbo, twinscroll-teknologi og 340 hk. Men nu gør Toyota klar til at introducere en ny og vildere udgave af GR Supra, der samtidig bliver kulminationen på femte generation af modellen.
Udgaven, der får navnet "A90 Final Edition" bliver produceret i kun 300 eksemplarer til hele verden og får en noget kraftigere motor end den hidtidige topudgave. Under motorhjelmen ligger nemlig hele 95 flere hestekræfter, så GR Supra A90 Final Edition altså samlet mønstrer 435 hk og et maksimalt drejningsmoment på 570 Nm mod tidligere 500 Nm.
Markante forbedringer
Det er dog langt fra kun under motorhjelmen, at den nye udgave af GR Supra kan bryste sig af markante forbedringer. Karakteristiske aerodynamiske opdateringer, en racing-inspireret KW-undervogn, større hjul samt adskillige andre justeringer for at skabe endnu mere engagerende køreegenskaber er blot noget af det, der adskiller A90 Final Edition fra de normale udgaver af GR Supra.
Det er Toyotas motorsportsafdeling, TOYOTA GAZOO Racing, der nok engang har lagt sig i selen og udviklet en køremaskine af en anden verden. Inspirationen er tydeligvis hentet inden for konkurrence-drifting, langdistancerace, NASCAR og i GT-klassen, hvor GR Supra GT4 udgaven har vundet flere mesterskaber.
GR Supra A90 Final Edition kommer med den kendte 3.0-liters rækkesekser og manuelt gear, men 435 hk og et maksimalt drejningsmoment på 570 Nm sikrer en kraftigere acceleration. Samtidig har bilen fået lagt 20 km/t. ekstra til tophastigheden, så den nu lyder på 270 km/t. Det er sket ved at revidere indsugningskanalen, tilpasse katalysatoren for at sikre lavt modtryk og dermed at reducere tryktabet samt at optimere motorstyringen.
Justerbar dæmpningskraft
Kommende førere af A90 Final Edition vil kunne presse kørslen i sving til det yderste takket være en lang række justeringer for at højne køreegenskaberne yderligere. Blandt andet får specialudgaven KW-undervogn med justerbar dæmpningskraft fra samme producent, der benyttes i GR Supra GT4 racerbilen. Den justerbare dæmpning omfatter 16 rebound og 12 kompressionstrin for at sikre det mest optimale vejgreb under forskellige forhold.
Forbedringer af cambervinklen på for- og baghjul bidrager også til bedre vejgreb, mens styringen af bilens aktive differentiale er optimeret for at reducere risikoen for at understyre i sving.
Styringen er gjort mere direkte som følge af en optimeret indstilling af den elektriske servostyring, mens man gennem forskellige forstærkninger af karosseriet - herunder stærkere tårnstiver bagtil, det samme stive aluminiumsbeslag til den bageste underramme som i GR Supra GT4 og forstærkede for- og bagstabilisatorer.
Greb og stabilitet i sving sikres også med 10 mm bredere dæk, alt imens 19" letvægtsfælge fortil og 20" bagtil - alle indgraverede med TGR logo for TOYOTA GAZOO Racing - fremhæver GR Supraens legendariske køreegenskaber. Bremserne er også forbedret med 19" Brembo-bremser fortil med bremseklodser med høj friktionskoefficient samt flere tekniske forbedringer bl.a. med bremseslanger i rustfrit stål.
Udviklet i vindtunnel
Vindtunnelen hos Toyotas europæiske motorsportsafdeling i Køln i Tyskland, der i det daglige bl.a. står bag Toyotas Le Mans vindende hypercar racerbil, er blevet benyttet flittigt under udviklingen af GR Supra A90 Final Edition. Det har medført, at den særlige matsortlakerede GR Supra udgave har fået motorsports-inspireret kulfiber frontspoiler, frontskærme og frontklap kombineret med hækspoileren også i kulfiber fra GR Supra GT4, der optimerer den aerodynamiske balance mellem for og bag med den helt rette downforce.
En ny kulfiberkanal på motorhjelmen har et aftageligt indre element for at kunne give ekstra køling, mens GR Supra GT4 racerbilen også har inspireret i forhold til Akrapovič-udstødning i titanium, hvilket er med til at give en mere kraftfuld motorlyd.
Inde i den førerfokuserede kabine bemærker man som noget af det første de røde RECARO Podium CF skålsæder med Alcantara® sædepuder, der sikrer optimal komfort selv under høje g-påvirkninger. Flere andre kulfiberdetaljer, røde sikkerhedsseler og forskelligt Alcantara®-betrukket interiør - herunder det førerfokuserede rat - får kabinen i A90 Final Edition til at syne ekstra eksklusivt.
Toyota åbner for salget af den nye GR Supra A90 Final Edition i Europa - og dermed også i Danmark i løbet af januar 2025. Og med kun 300 eksemplarer på verdensplan skal man nok være hurtig, hvis man vil være en af de få kommende heldige ejere af en markant del af GR Supra-historien.