Verdenspremiere på fuldt elektrisk Toyota C-HR+

Toyota har netop løftet sløret for koncernens tredje dedikerede elbil, der får navnet C-HR+. Den fuldt elektriske, skarpt designede, mellemstore SUV byder på en kabine med stor rummelighed, høj kvalitetsfornemmelse, ekstra involverende køreegenskaber, valget mellem to batteristørrelser på 57.7 kWh eller 77 kWh og en ydelse på op til 252 kW eller 343 hk. C-HR+ vil kunne fås med forhjulstræk eller firehjulstræk og bliver introduceret i Danmark sidst på året. 

Pressemeddelelse 27. februar 2025

Der er ekstra travlhed på parkeringspladserne i disse dage hos Haderslev Kommune. Kommunen er nemlig i fuld gang med at udskifte bilparken til 126 nye elbiler af modellen Toyota bZ4X, som bl.a. hjemmeplejen og sygeplejen skal køre rundt i.

"Vi har knap 3.000 hjemmebesøg hos borgerne i hjemmeplejen og sygeplejen i kommunen hver dag, og der er over 50 km fra den ene ende af kommunen til den anden. Så det bliver til rigtig mange kilometer. Derfor glæder vi os over, at hovedparten af de kilometer fremover kommer til at foregå på el," siger Rebekka Daugaard Buhl, der er afdelingsleder i Social og Sundhed i Haderslev Kommune.

Med mange kørte kilometer hver dag er det altafgørende at sikre et godt arbejdsmiljø i bilen, hvilket den høje SUV er leveringsdygtig i. Det har således også vægtet højt, at der er let ind- og udstigning, ligesom god affjedring, godt udsyn og generel høj siddekomfort også letter arbejdsdagen for de kørende medarbejdere i Haderslev Kommune.

Markant større bil

De nye elbiler bliver placeret forskellige steder rundt i kommunen, hvor der også er sørget for over 60 nye ladestandere, så der maksimalt vil være to biler om hver ladestander. Medarbejderne skal følge en forudbestemt opladningsplan for at få puslespillet til at gå op, ligesom de også skal vænne sig til en markant større bil med en meget kraftigere motor på 204 hestekræfter mod kommunens gamle mikrobiler med 68 hestekræfter.

"Der er stor forskel på de nye elbiler i forhold til de gamle mikrobiler, vi har været vant til. Men vi har gjort os umage for at forberede vores medarbejdere så godt som muligt og har også i den seneste måned haft fire af elbilerne til introduktion for de medarbejdere, der har mest behov for det," forklarer Rebekka Daugaard Buhl.

Toyota-forhandleren, Bil & Co., der leverer de mange elbiler til Haderslev Kommune, har desuden hjulpet med at lave seks forskellige instruktionsvideoer og placeret QR-koder i bilerne, så kommunens medarbejdere let kan få hjælp, hvis der bliver behov for det i en travl hverdag. Det giver en øget tryghed.

Knoklet ekstra meget

Der er de seneste uger blevet knoklet ekstra meget hos forhandleren for at gøre bilerne klar til levering for kommunen i løbet af bare én uge. For selv om Bil & Co. leverer mange biler til gode kunder hver uge, er leveringen af 126 elbiler med ekstraudstyr og kommunens navn og logo på inden for få dage noget helt særligt.

"Det har været en sjov opgave og den største ordre nogensinde i mine 32 år hos Toyota. Vi har arbejdet i næsten to måneder på at få alle bilerne klar, så de alle kan leveres i løbet af bare én uge. Det er fantastisk at se så mange biler trille ud til kommunens parkeringspladser på én gang," siger Allan Kling-Petersen, der er partner hos Bil & Co. A/S og projektleder på den store kommunale opgave.

Når hjemmehjælpere og sygeplejere i fremtiden skal transportere sig rundt til borgerne i Haderslev Kommune vil udstyr som 18" alufælge, bakkamera, varme i rattet, integreret navigation, adaptiv fartpilot og en omfattende avanceret sikkerhedspakke med adskillige aktive og passive sikkerhedssystemer være med til at forsøde arbejdstiden for de hårdt arbejdende medarbejdere i ældreplejen.

Aftalen om de 126 nye elbiler er kommet i stand efter et offentligt udbud om at levere og servicere kommunens nye biler til bl.a. ældreplejen for de kommende fire år. Seks leverandører lagde billet ind på opgaven og konkurrerede på komfort, ergonomi, pris og service. Toyota scorede samlet set bedst, hvorfor kommunen endte med at vælge Toyota bZ4X.

Social- og sundhedshjælper Janina Kjær er klar til at køre ud til borgere i en af de nye Toyota bZ4X elbiler.

Onsdag den 12. marts 2025

Et modigt og stilfuldt design, skarpe køreegenskaber, stor rummelighed, høj komfort og en fleksibel indretning. Det er nogle af de nøgleord, der beskriver Toyotas helt nye elbil, C-HR+, som netop er blevet afsløret ved et stort event for journalister fra hele Europa - herunder også fra Danmark.

C-HR+ bliver den tredje dedikerede elbil fra Toyota efter modellen bZ4X, der blev den mest populære bilmodel i Danmark i januar, og den kompakte SUV, Urban Cruiser, som kan reserveres allerede nu og bliver introduceret senere i år.

Toyotas tredje elbil er en videreudvikling af konceptbilen, Compact SUV Concept, der havde Danmarkspremiere i Bella Center i København tilbage i oktober i fjor, og som rummer flere af de kvaliteter, der har tiltrukket millioner af bilejere over hele Europa til hybrid- og plug-in hybridmodellen, Toyota C-HR.

Udviklet som elbil fra grunden
Selvom den fuldt elektriske C-HR+ godt nok rummer flere kvaliteter fra navnebroren C-HR, er der tale om en helt ny og selvstændig bilmodel - udviklet kun som elbil helt fra grunden og bygget efter Toyotas dedikerede e-TNGA elbilfilosofi.

Bilen er 4,52 meter lang og overraskende rummelig i kabinen med en akselafstand på 2,75 meter, hvilket er hele 11 cm mere end den i forvejen rummelige hybridbil, Toyota Corolla Cross, i samme bilklasse. Selv bagagerummet byder på rigelig plads med sine 416 liter.

Materialerne i kabinen taler til den kræsne bilejer. Her er nemlig benyttet godt med bløde materialer, hvilket efterlader et oplevet indtryk af en kabine i meget høj kvalitet. Udstyr som bl.a. to trådløse mobilopladere og USB-porte ved bagsædet sikrer, at alle i bilen kan nå fuldt opladet frem, ligesom det er muligt at tilvælge separat styring af klimaanlægget fra bagsædet og panoramaglastag for at gøre opholdet som passager i bilen ekstra behageligt.

Den nye C-HR+ er udviklet ud fra, at kun én løsning ikke nødvendigvis er den rette for alle. Derfor kommer elbilen med to forskellige batteristørrelser, et mindre batteri med en bruttokapacitet på 57,7 kWh og et større med en bruttokapacitet på 77 kWh. Det mindre batteri vil udelukkende kunne fås til udgaven med forhjulstræk, mens det store batteri både vil kunne fås til den forhjulstrukne og firehjulstrukne udgave.

Mest kraftfulde bilmodel
Der bliver fyret godt op for kræfterne i Toyotas nye elbil. Faktisk bliver det den mest kraftfulde bilmodel i Toyotas modelprogram, hvis man ser bort fra sportsbilerne fra koncernens motorsportsafdeling, GAZOO Racing. Den firehjulstrukne udgave bliver den mest potente med 343 hk eller 252 kW, hvilket gør den i stand til at accelerere fra 0 til 100 km/t. på 5,2 sekunder.

Den forhjulstrukne udgave af C-HR+ med batteriet på 57,7 kWh får mere moderate 167 hk eller 123 kW, mens den forhjulstrukne udgave med 77 kWh mønstrer 224 hk eller 165 kW. Rækkevidden er endnu ikke endeligt typegodkendt, men Toyota forventer en rækkevidde ifølge WLTP på op til 600 km afhængig af udgave. Det endelige, officielle tal for rækkevidden er klar tættere på introduktionen.

Muligheden for firehjulstræk understøtter C-HR+'s status som en ægte SUV. Systemet forbedrer både vejgreb og trækkraft og bidrager til, at man får fuldt udbytte af det ekstra drejningsmoment og den ekstra kraft, der ofte kendetegner en elbil - til gavn for både køreglæden og sikkerheden.

Batteriforvarmer og varmepumpe
C-HR+ kommer som standard med en helt ny batteriforvarmefunktion, der forbedrer opladningshastigheden under de fleste forhold, og som vil være mulig at styre både manuelt eller helt automatisk. Derudover er en energieffektiv varmepumpe også altid standard.

Lynopladning (DC) sker maksimalt med 150 kW, mens bilens on board charger som standard er stand til at lade med 11 kW (AC) dog med mulighed for at tilvælge en 22 kW on board charger.

Toyota har i udviklingen af C-HR+ også haft stort fokus på bilens køreegenskaber. Udover de grundlæggende styrker, stivhed og smidighed ved den dedikerede elbilplatform, som C-HR+ er bygget på, er affjedringen også præcist afstemt på den nye model - herunder både fjeder og dæmper samt hårdheden i krængningsstabilisatoren. C-HR+ har således både øget stivhed og et lavere tyngdepunkt end C-HR og opleves endnu mere adræt end den i forvejen roste navnebror.

Nyeste sikkerhedsteknologier
Toyota har naturligvis lagt de nyeste sikkerhedsteknologier og det nyeste infotainmentsystem i C-HR+, så det matcher bilens skarpe udseende og køreegenskaber. Alle udgaver kommer med Toyota T-Mate sikkerhedsfunktioner som bl.a. rummer den avancerede sikkerhedspakke, Toyota Safety Sense, med adskille aktive sikkerhedssystemer og førerassistentsystemer. Fx er blind spot monitor er en del af standardpakken sammen med automatisk op- og nedblænding af fjernlys og automatisk nødbremse ved parkering.

I de højeste udgaver får man tilmed avanceret parkeringsassistent og 360 grader panoramavisning af omgivelserne omkring bilen for en sikrere parkering.

Multimediesystemet består af en 14" stor touchskærm som standard i alle udgaver af C-HR+, og elbilens integrerede navigationssystem er i stand til at planlægge en dedikerede elbilrute, der selv planlægger den mest optimale rute inklusive forslag til opladningsmuligheder i forhold til den tilbageværende rækkevidde.

Ligesom ved både elbilerne bZ4X og Urban Cruiser giver Toyota på C-HR+ også en batterikapacitetsgaranti på op til 10 år eller en million kilometer, så længe man overholder serviceforskrifterne. Det giver kommende ejere af en Toyota elbil den størst mulige tryghed i ejerskabet.

Danmark bliver et af de første lande, der introducerer den nye C-HR+. Toyota forventer, at de første biler lander hos forhandlerne allerede i slutningen af i år. Nærmere specifikationer, information om udstyrsudgaver og priser vil blive offentliggjort tættere på introduktionen.